Anmeldelse
TOM JØRGENSEN
Redaktør på Kunstavisen, kunstanmelder på Jyllands Posten
Ilse Vinde
Når man betragter Ilse Vindes billeder, skydes vi ud i et univers af stjernetåger, quasarer, planeter og spiralgalakser. Det er, som at se på himlen gennem en stjernekikkert. Ja, faktisk mere end det. Kunsten har den magiske egenskab, at den ved hjælp af farver og former kan give os illusionen om at befinde os lige midt i det hele. Lige midt i universet. Og det er det, vi gør i Vindes malerier.
I modsætning til mange malerier, hvor vi enten tilbydes rene abstrakte farveflader eller figurative fortællinger, har vi her begge dele. Vi kan gå på opdagelse, men vi kan også fortabe os i farvetågernes landskaber, hvor vi selv kan skabe lige præcis den fortælling eller den oplevelse, vi har lyst til. Fordi Vinde bygger sine billeder op af mange lag farve i forskellige grader af gennemsigtighed, opnår hun et bredt spektrum af nuancer fra mælkehvide cremede flader over himmelblå dale og natsorte dybder til eksplosioner af gult, rødt og smaragdgrønt. Suppleret af spontant opridsede sorte konturlinjer, runde former og ekspressivt drivende linjer af flydende farve. Alt sammen noget, som er med til at give dynamik og kompositorisk substans til de æteriske farvemasser og bibringe en stor grad af variation i Vindes billedverden.
Det at kunne variere sit billedsprog, at arbejde med forskellige grader af rytme, farveholdning og penselføring, er essentielt, hvis man gerne vil have flere strenge at spille på. Noget, der helt klart er Vindes store force som kunstner. Hun formår at skabe meget afvekslende kompositioner, hvor hvert billede har sin helt egen opbygning, tone og atmosfære. Nogle er rolige kompositioner, andre derimod mere temperamentsfulde lærreder med stærke farver, mens andre igen er en kombination af begge. At Vinde formår alt dette i sine malerier, viser hvor mange strenge, hun har at spille på.
Tom Jørgensen
